Kunstneren Juliet By Night skriver en sang om utro mænd.

Til mit seneste værk, "Perfect Lover ", har jeg hentet inspiration fra promiskuøse unge mænd og delvist fra karakteren Daisy Buchanan i " The Great Gatsby ". Gennem hele historien idealiseres denne karakter som en "perfekt elsker", men i virkeligheden er hun meget ligeglad. Da jeg skrev denne sang, indtog jeg rollen som en outsider, der observerede disse omstrejfende mænd. Sangskrivningen sigter mod drama og storhed, så lyttere på digitale platforme føler, at de lytter til musik i en biograf.

- Hvorfor ændrede du dit kunstnernavn fra Juliet til Juliet By Night?

Tidligere brugte jeg kunstnernavnet Juliet – et meget almindeligt navn, der gjorde det svært for venner og nye fans at finde mig på Spotify/Apple Music. Så jeg ændrede det til Juliet By Night.

Men der er to grundlæggende grunde til at ændre mit kunstnernavn. For det første fordi, da jeg var lille, købte min far ofte Paris By Night-cd'er til mig, så jeg var imponeret over navnet. For det andet er jeg kunstner, men også et almindeligt menneske; jeg arbejder om dagen for at tjene penge, og om natten forvandler jeg mig til et "Idol" på scenen. Derfor er jeg om dagen Diem Quynh, og om natten bruger jeg kunstnernavnet Juliet By Night.

- Hvad er lighederne og forskellene mellem en person, der er Diem Quynh om dagen, og Juliet By Night om natten?

Diem Quynh kan godt lide at have løse skjorter, baggy bukser og sneakers på på arbejdet for at føle sig godt tilpas. Hun er introvert, taler sagte og lytter bare til, hvad folk siger til hende, fordi hun er ansat (griner).

Juliet By Night kan lide at gå i korte nederdele og høje hæle, kan danse i timevis uden at blive træt, nyder at lave komedie og ryste hofterne foran publikum, har en flamboyant opførsel og er meget udadvendt.

Når Juliet By Night går på scenen, har hun styr på alt. Fra de tekniske aspekter, lyden og bandet ... de skal alle adlyde hende.

Når Diễm Quỳnh har fritid, syr og reparerer hun tøj til Juliet By Night, som hun kan have på om natten. Juliet By Night vil bearbejde de oplevelser eller seværdigheder, som Diễm Quỳnh har set, til musik.

- Hvordan er det at have to forskellige personligheder i den samme krop?

Mit formål i livet er musik , ikke bare at gå på arbejde for at tjene til livets ophold hver dag. Derfor er jeg virkelig glad for at leve to liv på én dag.

Men nogle gange bliver jeg meget træt, når jeg har lidt tid til at hvile, fordi jeg arbejder fra mandag til fredag, optager om lørdagen, tager billeder om søndagen, redigerer billeder og videoer om aftenen, komponerer musik, skriver reklametekster... Enhver indiekunstner, der ikke kan leve af musikken, vil forstå dette.

- Som vietnameser bosiddende i USA, hvor stor en procentdel af din musik afspejler vietnamesisk kulturel identitet?

Jeg skriver ofte musik om vestlig kultur, og af og til skriver jeg om vestlig kultur fra en udlændings perspektiv.

Som både sangskriver og kreativ direktør for musikvideoer fokuserer jeg på at fremhæve parallellerne og kontrasterne mellem vietnamesisk og amerikansk kultur.

Singlen "Any Other Way" præsenterer en scene, der er både velkendt og mærkelig: en pige, der sætter en vietnamesisk madbod op med plastikstole og aluminiumsbakker på en metrostation i New York. Dette er en metafor, der hjælper lytterne med at forstå den følelse af fremmedgørelse, som mange vietnamesere oplever, der bor i udlandet og ønsker at integrere sig i det amerikanske samfund, men altid søger efter ting, der kun findes i deres hjemland.

Jeg mener, at vietnamesiske musikere ikke nødvendigvis behøver at inkorporere national kultur i deres musik. Det samme gælder for det vietnamesiske kunstneriske miljø i udlandet. Vi bør diversificere, konstant innovere og hente inspiration fra vietnamesisk kultur og privatliv, men vi bør ikke stole på den som en krykke, blive alt for afhængige af den og mangle kreativitet.

- Hvad synes du om den amerikanske opfattelse af vietnamesiske indiekunstnere?

Jeg er venner med og beundrer også mange vietnamesiske kunstnere som Vu Thanh Van, VSTRA, Nghi, Tao, Trang... De er meget kreative. Amerikanere nyder normalt europæiske og amerikanske kulturprodukter, men der har været et par tilfælde, hvor jeg har "tvunget" mine venner til at lytte til Tlinh, Vu Thanh Van, Obito... og ingen har nogensinde klaget.

Sprogbarrierer gør ofte publikum i Europa og Amerika (især engelsktalende lande) tøvende med at lytte til/læse fra andre kulturer. Jeg håber at kunne samarbejde med nogle vietnamesiske kunstnere i fremtiden for at skabe værker på engelsk eller en blanding af vietnamesisk og engelsk for at nå et mere forskelligartet publikum.

- Hvilke egenskaber skal vietnamesiske kunstnere efter din mening besidde for at opnå international anerkendelse?

For at udvikle en musikkarriere har kunstnere brug for støtte fra branchen. Vietnamesiske kunstnere, der ønsker at nå ud til verden, skal have en markedsføringsstrategi, der er rettet mod den rette målgruppe og skala.

Pladeselskaber og managementselskaber i USA prioriterer ofte kunstnere, der skriver musik på engelsk. Vietnamesiske kunstnere, der ønsker at synge på vietnamesisk for et internationalt publikum, som f.eks. K-popstjerner, kan ikke udelukkende stole på den indledende støtte fra udenlandske selskaber.

MV "Perfekt Elsker":

'Big brother' Soobin og MONO satte publikum i brand med deres optræden. Om aftenen den 8. august i Hanoi bragte optrædenen af ​​"big brother" Soobin og MONO eksplosiv energi til scenen på musikfestivalen "Happy Bee 14".